De gamle ruiner

Mørket havde lagt sig over de gamleruiner og kun efter ladt lyset fra månen tilbage vinden fløj roligt gennem de gamle ruiner og rev alle lette genstande med sig En høj skikkelse stod midt i ruinerne skikkelsen var tydeligvis en mand og han skjulte langt fra at han var sortelver da hans lange kåbe har meget åben ved brystet og han bar ingen hætte så hans hår dansede roligt med vinden hans

valantha kom stille geådne hendes lange hvide kjole lagede sig i skumme folder omkring hendes krop og hendes sorte hår hang for en gangs skyld løst ned o ver hendes perle hvide skjulder et jaget udtryk var at læse i hendes ansigt al den glæde der normalt oplyste hendes sind var væk hendes krystal klare øjne var fyld med mærke og tydelig tegn på sorg og ensomhed og og hendes krystal halskædes skær var næsten slukket hun så ud som om hun kunne falde om hvært øjeblik af udmattelse den lette kappe var beskidt og ødelagt det var tydeligt at hun havede gået længe hun bar ingen våben og ligende ikke en der kunen forsvare sig selv kappens hætte sad så løst at den nemt kunne flyve af hun ligende mest af alt en tigger der havde haft en hård tid

Zagon flyttede blikket mod kvinden uden at dreje hovdet eller noget han studerede hende kort og trak blikket mod til sig igen og gjorde ikke nogen yderelige handling hved hendes fremtræden da han ikke fandt hende som en trussel elller noget intrasandt det var tydeligt at se at han var bevæbnet da der i hans venstre side hang en meget lang sværdskede med et sværd i som med stor sandsynlighed var et tohånds han kikkede op på månen med et føelseforlad ansigt og stod stille som his han var en statue

valantha fik øjede på manden det kunne være han kunnen hjælpe de var på vej hun vidste det hun kunne næsten høre deres støvler imod jorden med en sidste kraft anstrengelse fik hun bragt sig over til manden først så hun undre på ham som om hun ikke forstod hvorfor han ikke ligende hende det var tydeligt at hun aldig havede set en sortelver før hun rakte prøvende armen ud for at trække i hans ærme "undskyld men kan de hjælpe mig jeg jeg ved ikek hvad jeg skal gøre og eftersom de er det eneste væsen i nærheden har jeg ikek andre at vende mig til"

Manden drejede igen de kolde krystalblå øjne mod kvinden og kikkede på hendes hånd som holdte fast i hans ærme men viste værken foragt ller had over at hun var tæt på ham eller rørte ham intet var at se i hans ansigt "Hjælpe med hvad?" spurgte han roligt og kikkede gennem borene på ehdne og flyttede ikke blikket blot et sekundt som hvis hun var et bytte som han ikke ville tabe af syne

val sank sammen af udmattelse på jorden og stønnede en svag stribe blod løb fra hendes mund og ned og ramte en højelviske cermoni kjole som var beskidt og fyldt me dhulder men hvis man kikkede efter ville det være tydeligt at se at hun var af høj byrd hun så op på ham med sine krystal klar øjne men på grund af smerten var de halvt lukkede og næsten skjuldt bag de smukek lange øjnvipper den perle hvide hud stod i perfekt kontrakt til det sorte hår og hendes kindben gik i en smuk harmoni sammen med hendes naturlige røde læber hendes krop var spinkel men med tydelige kvinde former og på tros af hendes sølle tilsand udstårlede hun både styrke og stolthed og en naturlig og ren skønhed osm var sværd at overse "de kommer de komemr for at hendte mig jeg vil ikek med dem ikke igen hjælp mig stop dem" hendes stemme var blid som en sommerbrise og den lagede sig i luften og kærtengede blidt alt den kom i nærheden af

Han ned på hende og tog fat i hendes håndled og hev hende op på benne og lagde en arm om hendes liv og bukkede sig ned og lagde en arm under hendes ben og løftede hende elegant op som hvis hun ingen vægt havde hvorefter han gik over til et af de halvstående mure og lade hende bag den og trak sin kåbe af og lagde den over hende dels så hun ike var så tydelig at se og dels for at hun ikke skulle fryse i denne kolde nat han satte sig på huk foran hende og tørede blidt blodt fra hendes mundvig væk med hans rug hænder "Jeg vil hjælpe dig denne gang" sagde han kort og stilte sig tilbage i midten af ruinerne han stod nu i et par meget stramme sorte bukser og bar over krop og havde langt sin hånd klar på sværdet

"tak" hendes ord var intet mere end en hvisken og hun så taknemlig på hendes rednings mand hun tak hans kappe tætter om sig og kræb mere sammen hendes hænder var lange og elegante og hun ville være ubeskrivelig smuk i noget anet tøj end de lasse rhun rendte rundt med hun lukkede stille øjende mens hun ventede på det uundgåelige og ganske riigtigt knap et kvater efter kom 16 høje smukke mænd til syene i højsonten de var alle højelviske rustninger og var en del af kirkens elidte styrke deres paldin kapper gjorde det tydeligt for enhvær at de ikek var af lav rang alle undtagen en bar smukt udsmukkede hjælme ham uden der tydelig vis var deres leder havede mørkt hå rikke sort helle rikke brundt men en blaning han gik lidt foran de andre og de virkede alle som om der ikke var noget der kunne slå dem ned

Zagon tog helt stille med siden til mændene og havde fjernes hans feminine dog rubuste hænder fra sværdet kikkede koldt på mændene mens hans lange hvide hår dansende i vinden han så på mændene stadig med et koldt ansigt og viste værken om han så dem som en trussel eller som bare en flok af ynkelige væsner

den mørkhårede mand så på ham med et mistroisk blik da han tydelig vis havede set sortelver før og ike var særlig glad for dem han var høj og meget smuk selv af en højelver hans hår var langt og velplejet og hans sværd så meget værdigfuldt ud "undskyld du har ikek set en højelver kinde gå denne vej vel hun er en smugle laver end dig meget spinkel og ligenr en stjerne der er faldet ned far himlen hvis de har vil de så ikek fortælle hvilken vej hun gik hun har et bryllop der skal holdes og hun er den eneste der mangler"

"... hmm ja krytal klare øjne langt sort hår næsten helt hvis hud og en lille spinkel krop og lange feminine fingre ja hende har jeg set men jeg vil ikke vise jer vej" sagde han med en roligstemme som hvis det var helt nomalet at sige sådan noget det var lettere svært at se hvad byrde manden var men der var noget over ham som sagde at han ikke var af ringebyrde men det var svært at se han stod bare stille og kikkede på dem "Og jeg må nok bede dem om at lade vær med at fortsætte denne jagt eller jeg sørge for at den ikke kan fotsætte....!" sagde han koldt

de 15 mænd trak som på en tanke deres sværd og rejste deres tårn skolde i forsvars stilling deres leder langede bare amende overkors "jaså så de har set hende og hvorofr så ikek det om jeg må spørge hendes kommende ægtemand venter hende og hvordan har de træk dem at stoppe vores lille jagt de har ikke en stående schanse imod os"valantha kikkede frem bag søjlen og så på det store optin hendes hjerte sad helt op i halsen på hende og hun havede mest af alt lyst til at springe frem og stoppe det hlele der var igen der skulle komme til skade pg af hende

Zagon kikkede på dem og strøg hans hår ombag øret "Fordi den tilstand Kvinden var i er langtfra noget jeg appcetere at nogen er i og hvad jeg har tænktmig at gøre Jeg har tænkt mig at få jer til at ligge ned og jeres sværd side dybt i jorden uden at spilde en dråbe af jeres ynkelige blod" sagde han føelseforladt og roligt som hvis intet kunne skade ham eller nå ham han plejede nomalt at dræbe hvis nødvendigt men i nærsynet af en kvinde... nej det var uværdigt for ham

manden slog en høj latter op og trak selv sit svær "de skal være velkommen til at prøve min herre" han bukkede elegnat og smilede opmuntrende til ham i det samme rejste val sig og gik frem fra sit skjul "nej kerte lad ham være han prøvede bare at hjælpe mig jeg forbyder dig at gøre ham fortræd" de 15 mænd knællede ved synet af hende og rejste sig huritgt igen manden der tilsyneladene hed kerte smilede bare og nikkede kærkt til hende "lady valantha din mand venter og din far har bragt orde om at vi skla føre dem hjem igen" val sukkede "ja jeg ve det men jeg ønsker det ikek vær sød at gå jeg nægter at tage med og jeg forbyder dig at skade flere" manden gik et skrid t frem "denne samtale har vi haft alt for mange gange min kære du skal gidtes det er din fars ordre du skal med tilbage nu og jeg dræber dem jeg vil hør her min kære hvis du går med nu taler vi ikke mere om det her før vi er blevet gift" han vendte sig igen imod sortelveren og smielde "bliver det så til noget jeg har anet jeg skal nå idag" han rejste sværet så det lå i en lige linje fra kroppen med spides ud fra sortelvernes bryst

Zagon kikkede på sværdet og stod helt stille og et spille smil krusede sig i hans mundvig et hånligt smil hvorefter han i løbet af ingen tid bukkede sig ned og fejede benne væk under ham og slog i mellem tiden sværdet ud af hans hånd "Hvor vover du at true mig eller tvinge folk i mod deres vilje at gifte sig du er da et ynkeligt lille væsen og fortjener ikke at leve men for frøknens skyld lader jeg dig leve dene gang" sagde han med en kold hånlig stemme og ved en undertone af vrede han rejste sig op igen og gik over til manden sværd og samlede det op og ragte den frem mod manden så det holdte skaftet med venstre hånd og bladet ved højre så det ville være umuligt for ham selv at angribe "men hvis du virkelig ønsker at skade mig er de da velkommen til det hvis de ønsker at synke så lavt til at lad blod flyde forøjne af en kvinde!" sagde han hånligt og kikkede blot på manden med sværdet ragt frem mod ham

kretes smil var væk og en hadfuld grimasse lå over hans ellers kønne ansigt han tog fat i sit sværd og flåede det ud af sortelverens hånd så det højst sandynlig ville trække lange blodige flænger over hans hænder han rejste sig vredt og så på kvienden "kom så valantha vi går" han begyndte at gå og hans mænd fulgte efter som var de viljeløse slaver men kvienden derimod gik over og stilte sig bag sortelveren som i et forsøg på at genne sig bag ham "nej jeg går ikke med" manden vendte sig halv og så på hende med edet ene øje "du slipper denne gang men før eller siden bliver du nød til at komme tilbage om ikke anet så får at få mad og til den tid står vi der og så får du ikk elov at forlade byen igen kære orakel aldig" de gik vider uden et ord mere

Sortelvren fik en lang dyb flænge på hånden da Kretes brutalt trak sværdet til sig men han gjorde ikke rigtig nogen notis af det men vendte sig blot om og kikkede på kvinden som stod mere eller mindre klods op af ham mens smil var igen forsvundet og hans blik var køligt igen han stod i omkring 2 sekunder og kikkede på hende før han flyttede sig og gk over til sig kåbe og samlede den op og gik tilbage til kvinden og lagde den om hendes skuldre

val så ned og hendes øjene var som sløret ef en tåge "tak for hjælpen sir jeg ved ikek hvad han ville havede gjrodt hvis de ike var her" hendes blik faldt på hans blodige hånd "må jeg?" hun gjorde tegn til hans hånd som om hun genre ville se på såret mens hun nærvøst støj en lok af sit hår om bag øret iden i håbede hun af hele sit hjerte at han havede overhørt kommetaten orakel hun ønskede ikke at han skulle kende hendes status fortvivelsen rev og sled i hende og var tæt på at tvinge tåre frem i hendes øjne hun kunne jo ikke vende tilbage nu hvad havde hun dog gjordt hvordan skulle hun overleve

Han ragte hende hånden og studerede hende "hvis du ikke ønsker at gifte dig så lad vær livet er en af de gaver andre folk ikke tage i sin magt og du bliver nød til at vende tilbage for jeg kan ikke træke dig hjem til mig" sagde han koldt nej hjem til ham det kunne han ikke rigtig det ville være forkert hun ville ikke kunne overlever der og han ville blive sat i dårligt lys

hun og blidt fat om bagsiden af hans hånd og løftede den anden et blåt lys begyndte at sno sig fra hendes håndfalde og ned imod hans sår vor det lagede sig som en blid hinde omrking selve såret mens huden begyndte at voks sammen i et overraskene huritgt tempo hun så op på ham imens og det blå helende lys oplyste hendes ansigt og fik et mysisk skær frem i hendes øjne samtidig med at det understregede hendes skønhed "de fortsår ikke jeg kan ikke vende hjem og jo det kan de mi tliv er intet værd for dem så længe det bare går efter planenen er alt anet lige gyldigt jeg... jeg laver bare et hus her der må da være nogle dyr jeg kan spise som i forvejen er døde desuden ønsker jeg ikek at være n byrde for dem mange tak for hjælpen de må have et godt liv" styrkeden og sikkerheden i hendes blik var ike en lille hjælpeløs piges det kom fra en desprat kvinde der sikkert ville blive sin egen død hun slap hans hånd tog hans kappe af og rakte frem imod ham det var på tide at komem vider hvis hun skulle nå at finde et sted at sove inden det blev for koldt

"De ville ikke kunne overleve her tag hjem hvor du høre til her er ikke stedet for en kvinde at leve du kan ikke leve har kvinde blot hør hvad jeg siger" sagde han hårdt og tog ikke fat i kappen da hun havde mere brug for den end ham han kikkede på hende rystede på hovdet af hende og vendte sig om og begyndte at gå "Men meget vel hvis de ønsker at dø sådan et yndeligt sted som dette så må de om det" sagde han koldt

"hvad forstod de ikke i at jeg ikke kunne tage hjem tror du jeg nyder at gå rundt her i beskidt tøj og stinke af død gnu at jeg nyder at sulte og at jeg nyder at være på dødens rand hvis de tror det er de vieklig dummer end der står i bøgerne de er sortelver er de ikke" hendes øjne var blevet hårde og kolde og det virekde som om krystalen tabet endnu mere at sit lys"

"De taler om hvad de ikke ved kvinde" sagde han roligt og var stoppet med at gå og satte sig på en af de væltede søjler "og nej det tror jeg ikke men de bliver nødtil at vende hjem med mindre du ønsker at dø her men som sagt kan jeg ikke hjælpe dig og du ønsker ikke at være en byrde for mig så du har valget mellem at dø her ude eller at tage hjem" sagde han koldt og kikkede på hende med et køligt blik "og det er nok dem som er dummer end regnet hvis de bliver her og dør i stedet end at tage hjem" sagde han roligt

"så vælger jeg døden da det er en skæbne der er beder end den der er mig i vendte desuden har jeg ikke noget at leve for og jeg nægter at leve i et fængsel igen så heller dø" hun så ind i hans øjne og sorgen i hendes sind fik for et krot øjeblik overtaget så den nu var afspejlet men bag ved sorgen var der et lys som kæmpede for at komme ud en livglød der ikke lod sig slukke eller underkue en kærlighed og godhed som ingen andre højelver kunne indeholde hun smilede kærligt til ham ikke fordi at hun holdte af ham det var bare en vane for hende hun nejde dybt "men jeg vil finde et ly for natten mange tak igen for deres hjælp det ville glæde mit hjerte hvis vi mødtes igen"

Zagon satte sig i skræderstilling og kikkede koldt på kvinden og rystede på hovdet "du finder ikke ly her alt er ødelagt" sagde han ligyldigt og blev siddene i et par minutter før han rejste sig og gik helt over til kvinden og stilte sig helt tæt op af hende og prøvede at fange hendes øjn kontakt